Hvordan finder man ud af, hvilket køn din killing har?

Kønnet på en killing bestemmes ved at observere tre supplerende elementer: formen på kønsorganerne og afstanden til anus, pelsens farve og adfærden, når killingen når puberteten. Hos en killing på få uger er den anatomiske undersøgelse det mest pålidelige pejlemærke, forudsat at man løfter halen forsigtigt under rolige forhold med god belysning. Pelsfarven giver en interessant genetisk indikation, især for trefarvede kuld, men kan aldrig erstatte direkte observation. Adfærd viser sig først måneder senere og bør ikke bruges alene. En killing bør håndteres kortvarigt for ikke at stresse den eller skjule dens naturlige duft for moderen. Kønsbestemmelse er stadig en delikat opgave på et meget ungt dyr, og en bekræftelse fra en erfaren opdrætter eller dyrlæge forebygger fejl, før man navngiver, registrerer eller steriliserer killingen. Denne tidlige identifikation gør det også lettere at træffe konkrete valg, lige fra dyrlægebesøg til valg af tøj, der passer til dyrets fremtidige morfologi.

Det rette tidspunkt at undersøge en killing

En killing bør kønsbestemmes under gode fysiske og miljømæssige forhold. Hvis den er for ung, er organerne endnu ikke fuldt udviklede, og observationen forbliver usikker; det er bedst at vente mindst to til tre uger, når killingen kan stå op, og dens væv er tydeligere. Undersøgelsen bør foregå et varmt, roligt og veloplyst sted, aldrig i kulde eller hastværk. Naturligt lys eller en lampe rettet mod bagparten gør det meget lettere at se formen.

Håndteringen skal være kort og uden tvang. En stresset killing stiver sig af, trækker halen ind og komplicerer observationen, hvilket nogle gange fører til unødig insisteren. Et par enkle forholdsregler forebygger disse vanskeligheder:

• Håndter killingen med rene hænder, uden parfume eller stærk sæbe på håndfladerne
• Hold den fast, men uden pres, med én hånd under maven og den anden løftende halen
• Begræns undersøgelsen til få sekunder pr. killing
• Læg straks dyret tilbage til moderen og kuldet
• Undgå langvarig kærtegn, der afsætter en fremmed lugt i pelsen

Denne sidste forholdsregel er særlig vigtig i de allerførste uger. En hunkat genkender sine unger på lugten, og en killing, der er blevet håndteret for længe, kan blive ignoreret, indtil moderen har vasket den igen. Modermælk er uundværlig i denne periode, så hvert minut væk fra kuldet skal være kort og begrundet.

Opdrættere arbejder ofte i to tempi: en første vejledende kønsbestemmelse i de første dage, derefter en kontrol nogle uger senere, når åbningerne er tydeligt definerede. Denne dobbelte læsning begrænser fejl, da en diskret bule eller en usædvanlig position hos killingen kan forvrænge en første observation. En ejer, der kun har én killing, har ikke denne mulighed for umiddelbar sammenligning, hvilket gør det endnu vigtigere med en kontrol hos en professionel, før man udelukkende stoler på sin egen vurdering.

Kønsorganerne, det mest pålidelige kriterium

Når killingen står på alle fire eller holdes på ryggen, afslører en let løftet hale to åbninger: anus, placeret øverst, og kønsåbningen lige nedenunder. Deres form og afstand adskiller sig tydeligt fra køn til køn, hvilket gør det til det mest direkte pejlemærke.

Hos hunkillingen

Kønsåbningen hos en hun danner en fin vertikal sprække, der minder om en streg eller bogstavet “i” placeret under anus. De to åbninger sidder tæt sammen, næsten sammenhængende hos en meget ung killing. Ingen bule eller hævelse kan anes imellem dem; området forbliver fladt og jævnt.

Hos hankillingen

Hos en han får kønsåbningen en mere rund, punktformet facon, der minder om to prikker placeret over hinanden med et tydeligt mellemrum. Mellem de to åbninger findes en let hævelse, der svarer til placeringen af de fremtidige testikler, som endnu ikke er sunket ned hos et meget ungt dyr. Denne bule bliver mere mærkbar ved berøring, efterhånden som killingen vokser.

Den ano-genitale afstand, et supplerende pejlemærke

Afstanden mellem de to åbninger bekræfter ofte, hvad formen antyder. Hos en ung hankilling er dette mellemrum omkring en centimeter, mod knap et par millimeter hos en hun i samme alder. Denne forskel bliver mere udtalt med væksten: Som voksen overstiger afstanden hos hannen ofte halvanden centimeter, mens den forbliver tæt hos hunnen. Dette pejlemærke fungerer bedre ved direkte sammenligning med en anden killing end ved isoleret observation, da øjet har få referencer uden sammenligningsgrundlag.

Sammenligning af flere killinger fra samme kuld

Den enkleste metode for et utrænet øje er sammenligning. Står man med et blandet kuld, er det langt lettere at stille to eller tre killinger ved siden af hinanden og observere deres bagpart under samme forhold for at se forskellene i form og afstand, end ved en isoleret undersøgelse. Variationerne mellem individer giver mening her, hvor en killing undersøgt alene kun giver et billede uden referencepunkt.

En erfaren opdrætter genkender en han eller en hun på få sekunder, netop fordi vedkommende har undersøgt dusinvis af kuld og memoreret disse visuelle pejlemærker. En lejlighedsvis ejer gør klogt i at bede om en bekræftelse ved første besøg hos dyrlægen, som rutinemæssigt udfører denne undersøgelse på hver ny patient. Denne krydstjek-metode undgår hyppige fejl hos helt unge killinger, hvor forskellen er lille før tre- eller fireugersalderen.

Et kuld bestående udelukkende af hanner eller hunner komplicerer denne metode, da ingen kontrast guider øjet. I så fald hjælper det at sammenligne med en killing fra et andet kuld, født med få dages mellemrum. Nogle opdrættere gemmer endda daterede fotografier af hver kønsbestemmelse for at finpudse deres evner over flere kuld, en vane enhver nysgerrig ejer kan tilegne sig.

Pelsens farve, en genetisk indikation

Genetikken bag farver hos katte giver en interessant statistisk indikation, uden nogensinde at udgøre et bevis i sig selv. Generne for orange og sorte nuancer findes på X-kromosomet. En hun bærer to X-kromosomer og kan derfor udtrykke begge farver i sin pels, mens en han, der kun bærer ét X, generelt udtrykker en dominerende nuance.

En killing, der udviser både orange, sorte og hvide felter, eller et marmoreret mønster typisk for skildpaddefarvede katte, er derfor med overvejende sandsynlighed en hun. Dette trefarvede eller tofarvede mønster, der blander sort og rød, er sjældent hos en han, som ville kræve en kromosomafvigelse for at udtrykke det. Omvendt giver en ensfarvet pels, helt rød eller helt sort, ikke pålidelig information om kønnet: begge køn kan bære disse farver uden forskel. Denne indikation forbliver derfor nyttig som supplement, aldrig som erstatning for den anatomiske undersøgelse.

Adfærd, et sent og upålideligt signal hos den unge killing

I modsætning til en udbredt opfattelse afslører en killings adfærd intet om dens køn i de første uger. En hankilling og en hunkilling leger, jager og putter på samme måde i den alder, og de observerede forskelle skyldes primært individuel personlighed eller rækkefølgen i kuldet, ikke kønnet.

De sande adfærdsmæssige signaler optræder først ved puberteten, typisk mellem fire og otte måneder afhængigt af individet. En ikke-kastreret han vil ofte markere sit territorium med vertikale urinstråler, ofte nær passager som hoveddøren, et møbelben eller kradsetræet. Denne markering skyldes territorielt instinkt, ikke manglende renlighed, og aftager markant efter kastration. En hun gennemgår på sin side løbetidsperioder præget af insisterende miaven, øget rastløshed og en karakteristisk holdning kaldet lordose, hvor hun sænker forenden af kroppen og løfter bagparten.

Disse manifestationer er nyttige til at bekræfte en allerede fastlagt kønsbestemmelse, men ubrugelige for en killing på få uger. Det er bedre at støtte sig til den fysiske undersøgelse og sammenligning mellem killinger frem for at vente måneder på at stole på adfærden alene.

Andre tegn, der ofte citeres som myter, hviler ikke på et solidt grundlag: den formodede aggressivitet hos hanner eller den formodede socialitet hos hunner skyldes næsten altid opdragelse, individuel karakter eller socialiseringsforhold i de første uger, ikke en kønsbestemt forskel. En killing, der er håndteret for lidt eller adskilt for tidligt fra sin mor, udvikler frygtsom adfærd uanset køn. Disse klichéer bør forkastes til fordel for fysiske pejlemærker, som er langt mere pålidelige.

De hyppigste fejl ved kønsbestemmelse

Visse forvekslinger går ofte igen hos ejere, der undersøger en killing for første gang. Ved at kende dem kan man undgå en fejlagtig diagnose og skuffelse, når den første løbetid eller uventet markering indtræffer.

• Undersøgelse af en killing under to uger, hvis væv endnu ikke er formet nok til at give et sikkert svar
• Forveksling af den spirende testikelbule hos en ung han med en simpel hudfold
• At stole udelukkende på pelsfarven, selvom en ensfarvet rød eller sort han er mulig
• At ignorere afstanden mellem de to åbninger til fordel for kun at se på deres form
• At håndtere dyret for længe eller i kulde, hvilket får vævet til at trække sig sammen og forvrænger observationen
• At konkludere efter kun én undersøgelse uden sammenligning eller en anden mening

Ved vedvarende tvivl er det bedre at vente et par dage og undersøge killingen igen frem for at konkludere ud fra en usikker observation. Et ekstra blik fra en dyrlæge eller en erfaren opdrætter er den sikreste løsning, når de to åbninger virker tvetydige.

Bekræft kønnet, før du giver din killing tøj på

Disse forskellige tilgange – observation af kønsorganerne, sammenligning mellem killinger fra samme kuld og pelsens indikation – supplerer hinanden frem for at erstatte hinanden. Den anatomiske undersøgelse forbliver den mest direkte metode, men en bekræftelse fra en opdrætter eller dyrlæge forebygger klassiske fejl på et endnu skrøbeligt dyr, hvis væv først bliver tydeligt efter nogle uger. Adfærden bliver først en anvendelig indikator ved puberteten og bør aldrig bruges som grundlag for en ung killing.

Når kønnet er fastslået med sikkerhed, bliver valget af tøj, der passer til killingens morfologi, lettere. En han, der ofte er mere korpulent som voksen, og en hun, der generelt er finere og lettere, udfylder ikke altid en t-shirt eller en sweater på samme måde afhængigt af pasform og størrelser. En sphynxkat, der mangler beskyttende underuld, har særlig gavn af tøj, der sidder godt fra en tidlig alder, i et blødt og åndbart materiale, for at kompensere for manglen på isolerende pels. Denne tidlige identifikation af køn og morfologi guider dig således mere sikkert mod den pasform, størrelse og det materiale, der passer bedst i kategorien Kattetøj.

Relaterede produkter

Se også

• Kattekostume
• Sweatre til katte

Kategorier

KattetøjKattekostumeT-shirts til katteSweatre til katte